10 ting du skal vide før du kører ind i Tyskland

Sommerferien er lige rundt om hjørnet og til dig, der planlægger at holde ferie i Tyskland, eller, som skal køre gennem Tyskland for at nå til din destination – er der her 10 ting, du kan spare mange penge ved at have forberedt, inden du tager afsted.

 

1. DANSK P-SKIVE ER IKKE GYLDIG I TYSKLAND

Kører du rundt i Tyskland, så skal du huske at få fat i en tysk p-skive. Den danske p-skive gælder IKKE i Tyskland!

Har du en elektronisk p-skive, skal du være sikker på, at den er godkendt af de tyske myndigheder, og den skal kunne indstilles til at stille sig til nærmeste halve time og ikke nærmeste kvarter, som er gældende her i landet.

 

Du kan downloade en tysk p-skive gratis lige her – klar til at printe og samle.

OBS: Ligesom den danske p-skive ikke er gyldig i Tyskland – er den tyske heller ikke gyldig her i Danmark. Du kan altså ikke nøjes med at have den ene slags i bilen, hvis du kører i begge lande.

 

2. MILJØMÆRKE TIL BYKØRSEL

For at nedbringe forureningen, har Tyskland indført miljøzoner i godt 70 byer.

Så hvis du vil ind i centrum af disse byer, skal du på forhånd have bestilt et miljømærke. Mærkerne fås i grøn og gul (den gule mærkat er efterhånden ved at være udfaset, og giver kun kørselstilladelse til meget få byer).

Hvilken farve du får, bestemmes af hvornår din bil første gang blev indregistreret, og altså hvor meget den forurener.

Har du ikke en miljømærkat risikerer du at få en bøde på 80€.

Se hvilke byer, der kræver en miljøzonemærkat.

Bestil et mærke her... 

Anbring miljømærket i nederste hjørne på indersiden af forruden i passagersiden.

Skal du kun køre på de tyske motorveje, behøver du ikke en miljømærkat.

 

3. PAS PÅ BUSSEN

I Tyskland må man kun passere bussen med lav fart (4-7 km/t), når bussen holder stille og har sine advarselsblink tændt.

 

4. RADAR ER FORBUDT

I Tyskland er det forbudt, at anvende GPS udstyr, der kan advare om politirazziaer og fotofælder.

Mange af de navigationssystemer, som bilen er født med, har denne funktion, men det er altså forbudt at bruge det i Tyskland. Grundet lovgivningen er flere GPS-producenter begyndt at fjerne muligheden for at bruge ”sladrehanken” i både Tyskland og Schweiz. Undersøg dette inden du tager hjemmefra.

 

5. AUTOBAHN

Når du skal ind på Autobahn, skal du være opmærksom på, at bilen, der skal ind på Autobahn, har ubetinget vigepligt.

Du kan altså ikke regne med at dem i inderbanen holder tilbage for dig. Du må selv tilpasse din fart, så du rammer et ”hul”, hvor du kan snige dig ind.

Er det ikke muligt at komme ind på inderbanen, anbefales det at fortsætte med nedsat hastighed i nødsporet, indtil der opstår et hul. Alternativet vil være at holde stille på tilkørslen, og det vil skabe nogle potentielt meget farlige situationer.

 

Sikkerhedsafstand

Det er påbudt at holde en afstand til det forankørende køretøj på halvdelen af den fart, man bevæger sig med. Altså 65 meter til forankørende køretøj, hvis man kører 130 km/t.

 

Dannes der kø, skal dem i venstre bane holde til venstre, og dem i højre bane, skal holde til højre. På den måde er der fri passage, hvis et udrykningskøretøj skal igennem.

 

Fotofælder

På den tyske Autobahn er store dele uden fartbegrænsning. Dvs. at man kan køre så stærkt, som man selv finder forsvarligt. Det anbefales dog, at man maksimalt kører 130 km/t.

Vær dog meget opmærksom på hvornår fartbegrænsningerne starter og slutter. Både for din egen og dine medtrafikanters sikkerhed naturligvis, men også hvis du ikke er fan af at få en fartbøde. Autobahn er notorisk berygtet for at have mange fotofælder opsat.

 

Forbud for tung trafik

I Tyskland er der året rundt kørselsrestriktioner på alle veje og motorveje om søndagen og på tyske helligdage. I juli og august gælder disse restriktioner også om lørdagen fra kl. 07.00-20.00 på motorveje og enkelte hovedveje.

Restriktionerne mønter sig på lastbiler, der vejer over 7,5 t og lastbiler med anhængere. De må slet ikke køre i dette tidsrum. Det er kun lastbiler, der fragter letfordærvelige fødevarer, der må køre på motorvejen.

Så skal du køre gennem Tyskland, undgår du de mange lastbiler, hvis I kører i weekenderne.

 

6. MAX 50 I SNEEN

Når sigtbarheden nedsættes til under 50 meter på grund af tåge, sne eller regnvejr, skal man sænke hastigheden til 50 km/t på alle veje.

 

7. NATIONALITETSMÆRKE

Husk DK-skilt på bilen, hvis den ikke har EU-plader.

 

8. HØJRE VIGEPLIGT

Det er vigtigt at huske på, at man har højre-vigepligt i Tyskland, og at færdselsreglerne i høj grad er bundet op på denne vigepligt. Det vil sige, at man på veje med samme rang, altid skal huske at holde tilbage for den trafik, der kommer fra højre. Det gælder naturligvis ikke, hvis man kører på en hovedvej, hvor man altid har forkørselsret for anden trafik, eller for landeveje – hvor anden trafik ligeledes skal holde tilbage. De krydsende veje vil dog stort set altid være markeret med hajtænder ganske som i Danmark.

Det er især på de mindre veje, færdselsreglerne føles anderledes. Kører man f.eks. i et område med boliger, kan man godt få sig en overraskelse, når den trafik, der kommer fra højre, ufortrødent fortsætter kørslen. Husker man på denne højre-vigepligt, kan man undgå mange kraftige opbremsninger.

 

9. DOKUMENTER DU SKAL HAVE MED

Pas

Kørekort

Det blå sygesikringsbevis

Den originale registreringsattest – eller del I hvis din registreringsattest er udstedt efter 5/12/05

 

10. ALARM

Politi: ring 110 eller 112

Ambulance: ring 112

 

Der tages forbehold for lovændringer. 

Seneste nyheder
7 tegn på at du skal have tjekket dine bremser
07-12-2020

Nogle ting her i livet SKAL bare virke uden noget som helst bøvl. Det gælder for computeren og print…

Læs mere
Sådan undgår du fastfrosne bildøre
03-12-2020

Tip & tricks

Læs mere
Dæk fra Kina overrasker positivt
03-12-2020

Kvalitetsdæk fra Kina findes faktisk! Landsail overrasker i test!

Læs mere